Vi bruger cookies på www.maria-black.com til at analysere og forbedre din oplevelse på hjemmesiden. Ved at fortsætte på hjemmesiden accepterer du vores cookiepolitik. - Læs cookiepolitik - Luk

PIERCING PLEJE

Vi håber, du har haft en skøn oplevelse hos vores piercingstudio, og at du er glad for din(e) nye piercing(er). Det er nu dit ansvar at tage dig godt af den/dem, så du sikrer dig en hurtig heling og positiv piercingoplevelse. Denne guide giver dig vores anbefalinger, når det kommer til, hvordan du skal tage dig af din nye piercing – rettet efter nuværende, professionelle piercing- og sundhedsstandarder.

En piercing er en udvidelse af din personlige stil. Den bliver en del af, hvem du er. Vores piercingsmykker udformes med ekspertise i 14 karat guld eller hvidguld. De er nikkelfrie og er udsmykket med diamanter og ædelsten. Vores piercingsmykker kreeres omhyggeligt i samarbejde med professionelle piercere og tilpasses de anbefalede, internationale retningslinjer, når det kommer til design, sikkerhed og kvalitet.


Sådan renser du din piercing:

  1. Vask dine hænder.
  2. Sprøjt foran og bagved det piercede område med den saltvandsspray, du har fået med, i ét sekund per side.
  3. Vent et minut.
  4. Sprøjt området igen, men i tre sekunder per side for at fjerne eventuelt snavs og lignende.
  5. Inspicer området for at se, om der sidder mere snavs.
  6. Gentag skridt 2-5 for at fjerne det resterende snavs.
  7. Tør forsigtigt området med gazebind eller køkkenrulle. Undgå at bruge toiletpapir, vatrondeller og bomuldsvat på og omkring det nyligt piercede område, da nogle materialers fibre kan irritere huden og resultere i en infektion.


DETTE SKAL DU GØRE


Rens din piercing to gange om dagen, morgen og aften.

Ved regelmæssig rensning af din nye piercing kan du undgå, at snavs, sårskorper og makeup hober sig op. Hvis du ikke kan se din piercing fra alle vinkler, kan du bede nogen om at hjælpe dig, så du er sikker på, at der ikke kan opstå infektion. Alternativt kan du besøge vores piercingstudio, så vi kan vurdere, hvordan piercingen heler. Undgå overdreven rensning da dette også kan være årsag til irritation og yderligere arvæv.


Rens din piercing med saltvand – og intet andet.

Produkter, som indeholder hårde kemikalier og såkaldte ”naturlige” renseopløsninger, kan være årsag til uforudsete problemer samt forsinkelse af helingsprocessen. Du kan hjælpe den naturlige helingsproces ved at bruge NeilMed Piercing Aftercare Saline Spray’en, som vi har givet dig.


Sørg for at holde din piercing og det piercede område tørt, imens det heler.

Bakterier trives og udvikler sig i fugtige områder. Sørg for, at din nye piercing er ren og tør, så du minimerer risikoen for en infektion. Tør området med gazebind eller køkkenrulle. Når du går i bad eller vasker dit hår, rens da forsigtigt alt produkt ud, og rens det piercede område i cirka et minut. Tør dit hår med det samme, eller bind et håndklæde omkring håret for at undgå at gøre din piercing våd.


Vask dine hænder.

Hvis du sørger for at holde dine hænder rene, minimerer du risikoen for, at der dannes bakterier i og omkring dit hul. Husk at vaske hænder før og efter rens samt eventuel kontakt med din piercing. Så kan du undgå en infektion.


Vær så sund som muligt.

En sund krop heler bedre. Gør dit bedste for at spise sundt, sove godt og dyrke motion regelmæssigt. Prøv at undgå unødvendig stress, og skær ned på et eventuelt alkoholforbrug samt rygning.


Rens din piercing efter sport.

Hvis du kan lide at dyrke sport, kan du være nødt til at beskytte din piercing med eksempelvis medicinsk tape. Opbygningen af sved og sekreter omkring såret vil forhindre din piercing i at hele ordentligt, så sørg for at dække så lidt område som muligt i den korteste tid muligt. Sørg også for at bruge hypoallergenisk tape eller plaster. Hold øje med det tidligere dækkede område for at sikre, at klæbemassen ikke har været årsag til en allergisk reaktion eller andre hudrelaterede problemer.


Rens alt, der rører din piercing.

For eksempel høretelefoner, mobiltelefoner, hovedbeklædning, pudebetræk og lignende.

Undgå at dække din nye piercing med høretelefoner, hatte og andre ting, der potentielt kan sprede bakterier. Ligeledes bør du undgå kontakt mellem telefon eller høretelefoner og din nye piercing. Hvis du ikke kan undgå at bruge høretelefoner eller telefon, sørg da for at desinficere dem før og efter brug med en antibakteriel vådserviet eller andet rens. Vask hovedbeklædning, pudebetræk og lignende ugentligt, og undgå at dele disse hverdagsting med andre.


Undgå at sove på det piercede område.

Hvis du ikke kan undgå at sove på din nye piercing, brug da en rejsepude eller lignende for at minimere presset på området.


Få skiftet ørestik efter en måned, eller når hævelsen er dulmet.

Et nyligt piercet øre vil hæve en smule i de første par dage eller uger efter selve piercingen. Vores piercingsmykker laves med en længere ørestik for at imødekomme dette. Denne ørestik bør være i, indtil hævelsen er faldet, og helingsprocessen er undervejs. Dette tager typisk en måned, hvorefter du kan udskifte den lange ørestik med en kortere udgave. Kontakt vores piercingstudio for at få en aftale, så du kan få skiftet ørestikken til den størrelse, der bedst passer til din piercing og anatomi.


Tjek dine smykker regelmæssigt.

Sikre at dine smykker er fuldkommen lukket. Smykker med bagstykke og ørestil, bør der ikke være et mellemrum mellem ørestikken og låsen. For at stramme smykkerne skal ørestikken skrues med urets retning, så låsen sidder bedre til. Med hensyn til hoops, sikr da, at de er lukket ordentligt.


DETTE SKAL DU UNDGÅ


Undgå at røre din piercing og det omkringliggende område med hænder, der ikke er blevet vasket.

For at forhindre infektion og irritation bør du altid vaske dine hænder, før du rører området, du er blevet piercet i.


Undgå at dreje og tviste smykkerne.

Din nye piercing har brug for ro og tid for at kunne hele. Enhver slags unødvendig bevægelse og drejning af piercingsmykket kan resultere i en åbning af såret, som kan betyde en forhøjet risiko for infektion samt en længere helingsproces. Man trækker heller ikke i stingene efter en operation – så lad være med at pille ved din piercing.


Undgå at gnubbe og/eller lægge pres på det piercede område.

Vent med at bære stram hovedbeklædning, hårbånd og høretelefoner, til din piercing er helet.


Undgå at fjerne smykker fra piercingen under helingsprocessen.

En ny piercing kan gro sammen og forsvinde på få minutter. Selv fuldkomment helede piercinger kan skrumpe og lukke sammen inden for et kort tidsrum, som kan gøre det svært at skifte smykker. I værste tilfælde kan piercingen lukke helt sammen. Fjern ikke smykker, medmindre det er fuldstændig nødvendigt. Hvis det ikke er til at undgå på grund af fx MR-scanninger, overvej da at udskifte dit smykke midlertidigt med en biokompatibel plastikudgave.


Undgå at skifte dit piercingsmykke for tidligt.

Hvis du skifter smykket for tidligt, kan det være årsag til irritation og sår i det område, der er blevet piercet. Hvis du ikke er sikker på, hvorvidt det er helet nok til at kunne skiftes ud, bør du rådføre dig med en professionel piercer inden. En piercing kan virke helet, selvom det faktisk ikke er tilfældet. Til at starte med vil der formes en fistel med arvæv, som lukker såret af, men det kan tage lang tid, før den er fuldkommen helet og styrket. De første to år efter, du er blevet piercet, anbefaler vi, at du undgår at skifte smykker for ofte. Hvor ofte afhænger af, hvor din piercing sidder, din efterbehandling, livsstil, og hvor godt du heler. Tjek efter med din piercer for at afgøre, hvorvidt din piercing er klar.


Undgå at bruge makeup, parfumer, cremer og lotions direkte på eller omkring din nye piercing.

Da nye sår er mere modtagelige over for potentielle allergier og infektioner – også allergier, du aldrig har haft problemer med før – er det tilrådeligt at undgå direkte kontakt med de tidligere nævnte produkter. Dæk din piercing, når du påfører hårspray, parfume og lignende, så du minimerer risikoen for kontaminering.


Undgå andre produkter end dem, der er anbefalede.

Selvom det er velment, er råd fra venner eller Google ikke altid på linje med de moderne måder at tage sig af sår på. Metoderne og produkterne, som beskrives i denne guide, er resultatet af mange års erfaring inden for piercingindustrien og det medicinske område. Den forkerte efterbehandling er en af de mest almindelige årsager bag problematiske piercinger.


Undgå hav-, sø- og poolvand i de første fire uger.

Uanset hvor rene de kan fremstå, kan hav-, sø- og poolvand indeholde bakterier, som kan føre til infektion i din piercing. Hvis du ikke kan undgå det, hold da det piercede område ude af vandet, og rens det grundigt bagefter. Alternativt kan du dække området med vandfast plaster eller medicinsk tape. Det er OK at gå i bad derhjemme.


Estimeret helingstid

Tiden, en piercing bruger på at hele, afhænger af en række faktorer, herunder din alder, genetik, generelle helbred samt livsstil. Dette er de gængse retningslinjer:


Øreflip: 2-3 måneder.

Øvre øreflip: 3-8 måneder.

Brusk: 6-12 måneder.


Hvad er normalt, og hvad er ikke?

Det er normalt at forvente en vis grad ømhed, rødme og hævelse, og en følelse af varme i det område, du er blevet piercet i. Du kan også opleve sårskorper omkring hullet. Dette er helt normalt og bør fortage sig i løbet af de første par dage. Det samme gælder for svage blå mærker, som kan ligne blå misfarvning.

Det er ikke normalt at opleve smerte, rødme og hævelse udover i de områder, du er blevet piercet. Dette kan være et tegn på infektion, og vi anbefaler, at du i sådan et tilfælde kontakter os eller en lokal piercer for at få råd til, hvordan du skal tage dig af din piercing. Hvis du får feber, oplever intens smerte, betydelig hævelse og rødme, der spreder sig, søg da lægehjælp øjeblikkeligt.


Har du problemer?

Skulle du, mod al forventning, have nogle problemer, komplikationer, usædvanlig hævelse og lignende, er vi klar til at hjælpe dig gratis i de første to uger efter, du har fået din piercing.


Har du en infektion?

Hvis du tror, du har fået en infektion i din piercing, eller oplever nogen af de følgende symptomer, søg venligst lægehjælp.

Er du i tvivl om noget, kontakt da dit nærmeste Maria Black Piercing Studio eller en lokal, professionel piercer for yderligere inspektion.

Disse er de typiske tegn på infektion – men infektion kan også komme til udtryk på mange andre måder:

  • Følelse af utilpashed
  • Høj feber
  • Uklar, grøn og fælt lugtende væske
  • Fortsat eller forøget smerte
  • Øget rødme
  • Yderligere hævelse
  • Øget følelse af varme i det piercede område

Fjern ikke dit piercingsmykke, før du har rådført dig med en professionel piercer eller læge.